Nyt fodboldstadion til Aarhus?

Aarhus mangler et rigtigt fodboldstadion. Det er de fleste fodboldtilhængere enige om. Men hvordan bliver drømmen om et fodboldstadion til mere end en drøm? Det vil Fan Trust Aarhus og Århus Stiftstidende nu forsøge at besvare, når de inviterer til et debat- og idemøde om et fodboldstadion i Aarhus. På mødet samles politikere, arkitekter og fodboldfolket for første gang til en dialog om ønsket om et ny stadion.

Nærmest siden ombygningen af Aarhus Stadion for 15 år siden har der været debat i Aarhus om byens stadion og indretningen til fodbold. En debat, der i det sidste par år har fået nyt liv i form af offensive udmeldinger fra AGF og ikke mindst fra tilhængerne, der har et varmt ønske om et stadion uden løbebaner.

Den debat samler Fan Trust Aarhus og Århus Stiftstidende nu op på og giver nyt liv gennem et offentligt møde om fremtidens stadion i Aarhus. Mødet - der er åbent for alle - finder sted i Stiften Lounge i Aarhus den 24. september.

- Der er mange fodboldfans i byen som ønsker et nyt stadion til Aarhus eller en ombygning af det gamle. Men ofte stopper debatten dér - ved ønsket. Men vi vil gerne bringe ambitionen videre og gøre den mere konkret for at få ambitionen et skridt videre. Det kan sådan møde forhåbentlig bidrage til, siger Mathias Rønn Waack-Möller, der er formand for Fan Trust Aarhus, som er en forening af aktionærer og fans af AGF.

- Vi er sat i verden for at tjene tilhængernes sag. Derfor ligger et nyt stadion os meget på sinde, og vi mener, at det både er i fodboldfolkets og i byens interesse, hvis der kommer en løsning, tilføjer Mathias Rønn Waack-Möller

Mød de centrale personer
Mødet vil samle op på de synspunkter, der har præget debatten og præsentere forskellige konkrete løsningsforslag, ligesom mødet giver fodboldtilhængerne i Aarhus mulighed for at give deres besyv med direkte til beslutningstagere, arkitekter og til AGF. 

På mødet deltager således kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R), børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V), samt gruppeformand for SF og medlem af teknisk udvalg i Aarhus Kommune, Jan Ravn Christensen (SF).

Politikerne får selskab af direktør i Aarhus Elite, Jacob Nielsen som vil fortælle om AGF’s ambitioner og ønsker, mens arkitekt Mikkel Wienberg fra Friis & Moltke, arkitekterne Thomas Mau og Svante Griffel fra Mauhaus vil fremlægge to konkrete eksempler på en løsning.


Derudover deltager også by-udvikler og bestyrelsesmedlem i Aarhus Fremad, Rune Kilden, Henrik H. Brandt, direktør i Idrættens Analyseinstitut, samt chefredaktør for Århus Stiftstidende, Jan Schouby. 

Mødet om fremtidens fodboldstadion i Aarhus er arrangeret af Fan Trust Aarhus i samarbejde Aarhus Stiftstidende og finder sted i Stiften Lounge i FO Huset, Frederiksgade 78B i Aarhus torsdag den 24. september 2015 kl. 19.

Alle er meget velkommen til mødet, men der er begrænset plads, så arrangørerne opfordrer interesserede til at melde sig til på forhånd via Fan Trust Arhus’ facebookside.