Fans køber aktier i AGF

Fan Trust Aarhus udvider sin nuværende aktiebeholdning med omtrent 30.000 aktier i Aarhus Elite A/S, der er selskabet bag AGF. Det sker med hjælp fra AGF-fans i hele Danmark.
Investeringen er et direkte led i aktieemissionen, der skal skaffe ny kapital til det aarhusianske fodboldflagskib, hvis økonomi har set bedre tider.

    - For Fan Trust Aarhus er det vigtigt at investere i aktier af to årsager. Først og fremmest, er det pinedød nødvendigt for AGF, at der tilføres ny kapital, for at klubben skal kunne klare sig. For en fan trust, som vi er, er det en forudsætning for vores arbejde, at vi samler så mange aktier, som muligt, og det har vi gjort med hjælp fra en samling godhjertede fans, der har doneret penge til vores aktiekøb, fortæller en glad Fan Trust Aarhus-formand, Mathias Rønn Waack-Möller.

Glimrende indsamling
I dagene op til aktieemissionens afslutning iværksatte Fan Trust Aarhus en pengeindsamling med henblik på at kunne købe flest mulige aktier i emissionen. Det blev til et imponerende beløb på over 3.000 kroner, hvortil Fan Trust Aarhus har spædet op, så det samlede beløb endte på 9.000 kroner. Alle pengene er blevet brugt til at købe aktier i Aarhus Elite A/S.
    - Vi er både stolte og beærede over, at flere tror så meget på vores projekt, at det på blot fem dage er lykkedes os at samle så mange penge ind til at investere i vores hjerteklub, AGF. Uden disse fantastiske donorer havde vi ikke haft mulighed for at udnytte ret mange af vores tegningsretter, siger Mathias Rønn Waack-Möller, der også personligt har tredoblet sit aktietal.
Donationerne til Fan Trust Aarhus' aktiekøb kommer fra AGF-fans i hele landet, og de spænder fra 100 kroner til 500 kroner.
    - Det var vigtigt for os, at alle skulle have mulighed for at investere i aktier – uanset økonomisk formåen – gennem Fan Trust Aarhus, og vi sætter lige meget pris på 100 kroner som på 300 eller 500 kroner, slutter formanden.