Ny fantrust bakker op om emission i AGF

Det bliver med aktiv støtte fra den nye supporters trust til AGF - Fan Trust Aarhus - når AGF nu skal ud og skaffe millioner ved en kommende aktieemission.

Det ligger fast efter et møde mellem direktør i Aarhus Elite A/S, Jacob Nielsen og repræsentanter fra Fan Trust Aarhus.

    - Vi støtter AGF i, at aktieemissionen skal gennemføres succesfuldt. Og vi opfordrer derfor alle vores medlemmer - både de, der har aktier og de, der ikke har, til at købe flere - lige som vi også selv som forening regner med at udvide aktiebeholdningen. Vi vil i hvert fald gøre, hvad der står i vores magt for at emissionen bliver en succes. siger Mathias Rønn Waack-Möller, der er formand for Fan Trust Aarhus, som råder over flere tusinde aktier i Aarhus Elite, og som arbejder på at samle flere, så tilhængerne kan få mere indflydelse.

På mødet gav Jacob Nielsen udtryk for, at Aarhus Elite sætter pris på Fan Trust Aarhus' engagement i aktieemissionen.

    - En åben og tæt dialog med vores mange fans ser vi som en grundlæggende forudsætning for et stærkere AGF, og derfor hilser vi også Fan Trust Aarhus velkommen. Vi har brug for alle gode kræfter til at skabe et AGF, der hviler på et stærkt, langtidsholdbart fundament, og her kan Fan Trust Aarhus spille en central rolle - både i forhold til at skabe opmærksomhed omkring og bred opbakning til vores forestående emission, og på den længere bane som sparringspartner til AGF, siger Jacob Nielsen.

Mødet var første gang, de to parter så hinanden i øjnene efter generalforsamlingen i Aarhus Elite A/S, hvor Fan Trust Aarhus rejste en række kritiske spørgsmål og satte fokus på en øget inddragelse af tilhængerne. Et ønske, som bestyrelsen kvitterede for på generalforsamlingen, og som AGF nu også har taget positivt imod.

    - Vi er glade for, at AGF er positive over for vores forenings formål, og at klubben også ser på os som en kritisk, men konstruktiv ven, der kan bidrage med gode pointer fra tilhænger-perspektivet, fortæller Torben Mikkelsen, der er næstformand i Fan Trust Aarhus, og som deltog i mødet.

På mødet modtog Fan Trust Aarhus også en udstrakt hånd fra AGF i form af assistance til markedsføring - for eksempel på stadion og blandt klubbens sponsorer, og i det hele taget ønsker AGF at bidrage til, at Fan Trust Aarhus kan vokse sig større og stærkere.

    - Det er en stor gave for os, at AGF tror så meget på vores projekt, at vi kan få mulighed for at promovere os sammen med klubben, som vi i sidste ende arbejder så hårdt for, at det skal gå godt. Vi har både på generalforsamlingen i Aarhus Elite og på mødet med direktør Jacob Nielsen oplevet en stor grad af seriøsitet og forståelse for vores arbejde, og det sætter vi naturligvis pris på, siger Mathias Rønn Waack-Möller.

Fan Trust Aarhus er en forening med det formål at samle fans og mindretalsaktionærer i Aarhus Elite A/S, så tilhængerne kan tale med én stemme og dermed få mere indflydelse på beslutningerne i AGF.