Fan Trust Aarhus vil ændre tidspunkt for Generalforsamling

Fredag den 24. oktober var Fan Trust Aarhus, takket være aktie-fuldmagter fra vores støtter, repræsenteret ved Generalforsamlingen i Aarhus Elite A/S for første gang. Her fik vi præsenteret foreningen for bestyrelsen og de øvrige aktionærer, der var mødt op. Vi fik også rejst spørgsmålet om, hvorfor Generalforsamlingen skal ligge på et for mange – især mindretalsaktionærer – svært tidspunkt at møde op på. I bunden af denne nyhed kan du også læse hele Fan Trust Aarhus' referat fra Generalforsamlingen med kommentarer fra foreningen.


Vil se på forslag
Helt konkret svarede bestyrelsesformand Lars Fournais Fan Trust Aarhus, at det ikke er kutyme i børsnoterede selskaber at holde generalforsamling om aftenen, men at bestyrelsen selvfølgelig tager forespørgslen til efterretning. Det kan virke som en banal sag, men for Fan Trust Aarhus er det et vigtigt led i kampen for at få mere åbenhed ind i selskabet bag vores hjerteblod AGF.
Til næste års Generalforsamling vil Fan Trust Aarhus
stille formelt forslag om tidspunktet for afholdelse af generalforsamlinger i selskabet.
Fan Trust Aarhus bad i øvrigt bestyrelsen begrunde sit ønske om en udvidelse af bestyrelsen, og om dette ville have økonomiske konsekvenser for selskabet samt begrunde sit valg af Uffe Jakobsen som nyt bestyrelsesmedlem.
    - Vi er glade for, at bestyrelsen tager os seriøst og ser, at vi ikke blot er her for sjov. Det er glædeligt, at der bliver lyttet til vores synspunkter, da det er en af grundstenene i vores arbejde, fastslår Fan Trust Aarhus' formand Mathias Rønn Waack-Möller.

Forhåndsbeslutninger og umyndiggørelse
Fan Trust Aarhus' generelle opfattelse af Generalforsamlingen er positiv. Det til trods bærer denne tydeligt præg af, at alle beslutninger reelt er taget på forhånd og vedtagelsen sikret med storaktionærerne. Det er bekymrende, fordi det umiddelbart umyndiggør selve Generalforsamlingen, når den holdes.

Dog er det en klar mulighed for, at skabe en dialog med klubbens politiske og administrative ledelse. Fremadrettet er Generalforsamlingen en mulighed for Fan Trust Aarhus til at rejse vores dagsorden via formelle forslag til afstemning på Generalforsamlingen.

Du kan se hele vores referat med kommentarer her.