Fan Trust Aarhus på sporet

Mandag den 29. september fik Fan Trust Aarhus overstået endnu en af de mange formelle opgaver mod etableringen af trusten, da foreningen holdt sin første ordinære generalforsamling. Dermed er foreningen nu endelig en realitet og klar til at arbejde for øget fan-indflydelse i AGF.

Tekniske udfordringer
- Vi har været længe undervejs, og vi har mødt mange tekniske udfordringer. Blandt andet med vores betalingssystem og andre tekniske procedurer, som har voldt os store vanskeligheder. For blot at nævne et eksempel, har vi en ventetid på op til 12 uger hos Nets, før vi kan tage mod betalinger på vores hjemmeside. Det har været op ad bakke, men med generalforsamlingen i mandags er vi nu klar, og vi glæder os til arbejdet, siger Mathias Rønn Waack-Möller, som generalforsamlingen valgte som trustens første formelle formand.
Derudover består bestyrelsen i Fan Trust Aarhus af Torben Mikkelsen, Søren Højlund Carlsen, Jan Rytter Jensen, Jonathan Lykke Lilmoës, Niels Bøgh og Anita Pedersen Christoffersen.
Snart vil et referat fra generalforsamlingen blive tilgængeligt her på siden, ligesom Fan Trust Aarhus løbende vil offentliggøre andre nyheder om efterårets kommende aktiviteter.

Sådan melder du dig ind
Vil du melde dig ind i Fan Trust Aarhus og dermed få direkte indflydelse på din hjerteklub, så send en mail med navn, adresse, tlf.nr. og e-mailadresse til kontakt@fantrustaarhus.dk med emnet: ”Tilmelding”. Du får efterfølgende en e-mail med yderligere informationer om betaling.
Du kan også møde os ved NRGi Park til hjemmekampene resten af efteråret, hvor du kan få svar på eventuelle spørgsmål og samtidig melde dig ind.
Kontingentet er 200 kroner årligt.